Københavns grønne fællesskaber

Københavns kommune har sat fokus på Repair Caféer og genbrug. I den anledning har de bland andet været på besøg i Repair Cafe Østerbro og lavet denne lille video

I deres pressemeddelelse skriver Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen således om deres nye tiltag: Loppemarkeder og reparationscaféer | Brugbyen.nu

Grønne reparationscaféer over hele byen

Gamle ting får nyt liv på byens grønne reparationscafeer, der drives af frivillige. Bæredygtigt og meningsfuldt, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).

Din hullede sweater, kaffemaskinen der er i stykker eller legetøjet, der er itu, kan nemt få nyt liv.

Alt for ofte bliver gode ting smidt ud og erstattet af nyt.

Derfor faciliterer Københavns Kommune over hele byen en række reparationscaféer i byens kulturhuse, hvor frivillige hjælper borgere med at reparere deres ting.

Det glæder kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV):

”Genbrug og upcycling af ting er vigtigt, for når vi forlænger levetiden på tøj og ting, gør vi bæredygtigheden konkret. Desuden skabes stærke fællesskaber i og omkring cafeerne,” siger hun og uddyber:

”Vi bør alle tænke over vores forbrug, og her er reparationscafeerne et eminent initiativ. Det er godt for klimaet, når vi reparerer i stedet for at smide ud, ligesom det kan være givende at få forlænget levetiden på ens yndlingskjole eller pladespiller. Initiativet er desuden med til at holde gode håndværkstraditioner i hævd. Stor ros til de frivillige, der driver reparationscaféerne og en kæmpe opfordring til at opsøge dem.”

Udover reparationscafeer over hele byen afholdes der også en lang række loppemarkeder, hvor tøj og ting skifter ejere.

Fakta:

  • Repair Café Danmark er en non-profit forening med caféer rundt om i hele byen.
  • Reparationscaféerne skaber fællesskaber og grøn cirkulation. Her bliver alt, der kan repareres, repareret.
  • Det gælder ofte tøj, tekstiler, elektronik og legetøj.
  • Ifølge analysefirmaet Transition stammer 40 procent af borgernes CO2-udledning fra kategorien ’ting og sager’ (tøj, elektronik mv.)
  • Du kan læse mere om, hvor du finder reparationscafeer og loppemarkeder her: Loppemarkeder og reparationscaféer | Brugbyen.nu