Formålet i Repair Cafe Danmark er at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling. Det gør vi bl.a. på lokale non-profit reparationscafeer, ved at vise forbrugerne at det er muligt at reparere ting, frem for bare at kassere og købe nyt. Repair Cafe Danmark påvirker altså i praksis forbrugernes tankegang om cirkulær økonomi.

Repair Cafe Danmark er allerede i gang med at hjælpe danskere væk fra smid-ud-og-køb-nyt kulturen. Formålet er bl.a. at skabe fællesskab på tværs af sociale, kulturelle, politiske og religiøse forskelle. Men ikke mindst vil vi være med til at redde klimaet.  Det gør vi ved at bidrage til reducering af affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling.

Men det er ikke kun smid-ud-køb-nyt-kulturen vi vil ændre, på længere sigt er det planen at påvirke lovgivningen, så ting i højere grad bliver produceret med mulighed for reparation – og det er ikke altid let. Mange produkter er bevidst designet til ikke at kunne skilles ad og få udskiftet reservedele. Vi vil arbejde på at reducere produktionen af produkter der ikke kan repareres. Producenter bør certificeres med et varemærke når de udvikler produkter, hvor dele let kan udskiftes. Vi ønsker retten til at reparere.

Et andet mål er, i lighed med Sverige, at få indført et momsnedsættelser og ”reparations-skattefradrag”. Siden januar 2017 har svenskerne halveret momsen på småreparationer af cykler, sko, tøj, lædervarer og andre tekstiler og indført et skattefradrag (håndværkerfradrag) på arbejdslønnen på reparation og vedligehold af hårde hvidevarer. Alt sammen for at give disse længere levetid.

Sammen har vi et kæmpe ansvar for miljøet – og det er nu der skal handles! Det kan vi gøre ved at vedligeholde og genbruge. Som forbruger skal det være nemt og billigt at reparere, så vi kan mindske mængden af affald og CO2-udledning.

Mission – Vi ønsker at:

  1. Lovgivningen ændres så virksomhederne skal producere med henblik på reparation. Det skal være let at købe og skifte reservedele.
  2. Lovgivningen ændres så virksomhederne skal producere med henblik på lang levetid. Dette kunne eventuelt gøres ved at forlænge garantien til min, 5 år på al elektronik og andre husholdningsapparater.
  3. Lovgivningen skal gøre det let for forbrugere at vælge reparation, ved at tilbyde skattefradrag på arbejdsløn til reparationer på lige fod med håndværkerfradraget. Det kan også gøres ved at fjerne momsen på reparation.
  4. Producenter certificeres med et varemærke når de udvikler produkter, hvor dele let kan udskiftes. Dette indbefatter adgang til værksteds-manualer samt salg af reservedele til private.

Vi har masser af ideer til hvordan vi kan skabe et mere bæredygtig Danmark! Sammen kan vi gøre en forskel ved at starte flere Repair Cafeer og afholde workshops der underviser i reparation.

Der kommer løbende flere lokale non-profit reparationscaféer rundt omkring i landet. Find din lokale afdeling på under Repair Cafeer i Danmark

Vil du have hjælp til at starte et nyt reparationsinitiativ op i din by/bydel hjælper vi dig meget gerne i gang. Kontakt os via denne formular. Du er også altid velkommen til at skrive en mail til kontakt@repaircafedanmark.dk

Repair Cafe Danmark vil kort og godt arbejde mod en mere bæredygtig fremtid!