Hver gang man producerer og distribuerer et produkt, så har det en effekt på klimaet gennem udslip af CO2 gennem processen. Hvis man reparerer i stedet for at kassere og købe nyt, så sparer man klimaet for denne CO2 belastning. Forskellige materialer: Aluminium, stål, bomuld, o.s.v. belaster klimaet i forskellig grad. Og transporten af et produkt med lastbil og skib belaster klimaet. Aalborg Universitet har hjulpet Repair Café Danmark med at beregne CO2 udslip for 10 forskellige produkttyper, helt ned til den mindste detalje som hvor mange meter kobbertråd, der er i en støvsugermotor og hvor meget en kinesisk eller europæisk lastbil belaster klimaet pr km. (Der er forskellige lovkrav i Kina og Europa). Til beregningen har AAU haft hjælp fra SimaPro systemet, som har data om hundredevis af materialer, incl. data om hvor stor mulighed der er for at at genanvende et materiale.

Med denne detaljerede viden håber vi, at kunne bidrage til at beregneren kan benyttes til mange flere ting end de 10 produkter, der danner konkret udgangspunkt, men du bør vide nogen overordnede ting om hvordan produkter og CO2 hænger sammen:

AAU har anlyseret 10 produkter og fundet produkternes effekt på klimaet i form af udslip af CO2 ved produktion og distribution minus evt mulighed for CO2 besparelse ved genbrug af produktets materialer. Det har givet disse faktorer for hvor meget et kilo “produkt” giver anledning til i form af udslip af kilo CO2. Bemærk at alle produkter giver anledning til udslip af meget større mængde CO2 end produktet selv vejer:

Køkkenmaskine 2,59
Brødrister 4,75
Lampe 4,84
Støvsuger 5,38
Fjernstyret bil 5,41
Kapsel kaffemaskine 5,66
Stereoforstærker 9,29
Bukser 10,90
Trådløs højttaler 29,00
Fladskærms TV 36,36

 

  • Køkkenmaskinen ligger lavt fordi der er store dele af stål og aluminium i sådan en og den slags kan man ret godt genanvende en stor del af.
  • Elektriske køkken og hjem-produkter samt elektrisk legetøj ligger omkring en faktor 5 (4,75 – 5,66)
  • Elektriske produkter med megen (ældre) elektronik kan sammenlignes med vores stereoforstærker (9,3)
  • Tøj er ret dyrt, både på grund af dyrkning og høst af fx bomuld men også på grund af farveproces og vævning. Brug vores bukser (10,9) som sammenligningsgrundlag.
  • Nyere elektronik med indbygget genopladeligt batteri er væsentligt dyrere klimamæssigt end ældre elektronik. Brug vores trådløse højttaler (29,0) som sammenligning.
  • Nyere produkter med masser af (ny, overflademonteret) elektronik er noget af det klimamæssigt dyreste. Brug vores fladskærms-TV (36,4) som sammenligning.
  • Transportbidraget (landtransport i Kina og Europa samt skibstransport ind imellem udgør ca 10%, så man kan hjælpe klimaet lidt ved at finde lokalt producerede produkter. I den sammenhæng er det måske endnu mere væsentligt at energiforbrug til produktion af produkter i Danmark for en stor dels vedkommende er grøn energi mens det endnu ikke gør sig gældende i helt samme omfang i mange andre lande.

Vi håber at kunne udvide med nye kategorier når vi oplever hvordan produkterne i diverse grupper giver anledning til andre mængder af CO2 udslip. Fx så mangler vi allerede nu produkter der er lavet af træ og måske burde vi skelne mellem tøj lavet af kunststof (halvt så co2 dyrt), bomuld (det tal vi bruger nu) og uld (dobbelt så co2 dyrt som bomuld). Og måske skal vi have en gruppe for køkkenredskaber, der fungerer uden strøm, men den slags går jo næsten aldrig i stykker.

Hvis du gerne vil vide mere om klimaberegneren kan du læse AAUs rapport, som du kan finde her.