Ingeniøren spurgte hvilke tanker vi gjorde os, når nu reparationer mere eller mindre var kommet på finansloven. Det kom der denne artikel ud af:
Ting kan – nogen gange – repareres
Jeg indrømmer det: Jeg er ikke så begejstret for affaldsteknologi. Når man snakker om affaldsteknologi, så lyder det som om man opgivet det, der burde være det primære: Ingen affald. Det er det mål, vi forfølger i reparationsbevægelsen og vi ser hele tiden, hvor tiltrængt det er, at den nødvendige viden bliver bevaret og bredt videreformidlet. Helt fra de gæster der skal lære at sy en knap i til kurser for vores egne frivillige i hvordan man fejlsøger på en switch mode power supply. Vi er glade for at have lejlighed til at give denne viden videre, men samtidigt undrer vi os også lidt over, hvordan behovet er blevet så stort. Både for at lære forbrugere om lavthængende reparationsfrugter og til at fortælle ingeniørstuderende om, hvordan man spotter planlagt forældelse og reparationshindrende produktdesign.
Repair Cafe Danmark er den kollektive forbrugerviden om produkters levetid, så vi synes (selvfølgelig), at den ene finanslovspulje gives til os for fortsat informationsindsamling og motivation og den anden kan passende bruges til at oprette et Kontor for Bæredygtigt Produktdesign. For viden kan måske nok helt af sig selv gå i glemmebogen, men den kommer ikke tilbage af sig selv.
Der er mange ting, man ikke kan gøre med 10+10 mill kroner årligt og de væsentligste forhindringer i forhold til reparation kan det blive vanskeligt at røre ved: Undersøgelsesgebyret (eller lotterisedlen, som jeg plejer at kalde det) og den ukendte pris for en reparation afholder mange fra at bruge reparation som deres første valg. Der er jo en grund til at mange vælger at reparere en sprunget sikring i en riskoger ved at købe en ny: Nogle få klik med pegefingeren og indtastning af et kreditkortnummer, så ved man hvad man får og til hvilken pris. Man ved blot ikke hvor meget det koster i øget ressourceforbrug, co2 udslip og affaldsbehandling, men det betaler man jo heller ikke umiddelbart for. Så der skal gøres meget for at skabe den nødvendige motivation, når man konkurrerer med disse elementer af usikkerhed. Det prøver vi blandt andet at gøre ved at hjælpe forbrugerne med at vurdere om reparation er mulig og så enten lære forbrugeren at gøre det selv eller måske henvise til en professionel, hvis det er det fornuftige valg. Vores hjælp koster ikke noget (blandt andet fordi vores samarbejde med LB Foreningen (Lærerstandens Brandforsikring) også giver os lidt økonomisk baggrund).
Vi ser behovet for styrkelse af reparationer på 3 forbundne områder:
Motivation: Vi prøver at motivere forbrugerne ved at give dem mulighed for at lære mere om reparationer: Både at gøre det selv men også at kunne gennemskue hvornår det er muligt og hvad man måske skal kigge efter når man køber noget nyt. De sidste mange år er viden om og lyst til reparation gået næsten i glemmebogen og jo mere der fokuseres på genanvendelse jo mere risikerer vi at forbrugere og producenter opfatter det som et fripas til at foretage ressource- og klimamæssige forkerte valg. Vi har foreslået at vi udbetaler en lille præmie til vores repair cafeer hver gang, der er en succesfuld reparation, men det er ikke så meget pengene (det er jo i forvejen gratis for forbrugeren) men det skulderklap, der ligger i, at ”det her, er noget det officielle Danmark gerne vil”.
Erfaringsudveksling: Nogle reparationer synes vi er ret simple, men alle kræver viden og den viden er det vigtigt at vi deler med hinanden – både blandt forbrugere og professionelt. EU-parlamentet ønskede mere fokus på reparationer fordi det er viden som skal bevares – og så passer det godt til europæiske erhvervsstruktur. I repair cafeerne hjælper vi folk med at reparere men næsten endnu vigtigere er det at vi indsamler informationer om produkterne.
Produktkendskab: Hvis forbrugerne skal tage fornuftige valg som også kan være med til at påvirke hvordan producenterne arbejder med produktdesign, så skal forbrugerne være oplyste. Og producenterne være oplyste om at forbrugerne godt kan skelne skidt fra kanel. Den viden, vi indsamler er der meget kraftigt behov for at få styrket, både blandt forbrugerne, men også på samfundsmæssigt plan: Hvad er det konkret, der gør at nogle produkter holder og kan repareres og hvilke produkter er designet med helt andre målsætninger. Det er viden, som ikke kommer af sig selv uden at man arbejder på det. Selv den viden vi indsamler rundt om i de p.t. ca. 100 repair cafeer skal – med kræfter, vi p.t. ikke har – systematiseres og dokumenteres, før den kan formidles, så den kommer alle til gode: En oplyst forbruger træffer bedre valg, og bedre forbrugervalg vil også påvirke de producenter, der har vænnet sig til at designe ud fra anderledes principper end holdbarhed og reparation.
Og så starter vi fra begyndelsen igen: Den forbruger der ved at en køkkenmaskine ikke kan åbnes, selv ved brug af specialværktøj vælger forhåbentligt en, der lettere kan repareres: Vidensopsamling, formidling, produktudvikling, produktvalg, reparation. Vi har foreslået, at der udarbejdes et reparationsindex for mange produkter, men det er en stor opgave, så vi prøver i beskedent omfang at indsamle noget af den viden, der er nødvendig i vores netværk.
Repair Cafe Danmark har et samarbejde med LB Foreningen blandt andet fordi reparationer og forsikringer også hænger sammen. De giver os god økonomisk støtte, men ikke med samme betydning som hjælp fra finansloven kunne være. Finanslovspuljen har dog allerede inden der er udbetalt en krone haft stor positiv virkning: ”Danmark vil det her” og når masser af forslag fra organisationer og virksomheder bliver indsendt til behandling, så kommer den næste store gevinst i form af en stor tilgang af information til den organisation, der skal behandle dem.
Arne Skov, Formand, Repair Cafe Danmark