Vinderen afsløres på den internationale reparationsdag den 19. oktober kl 16 i Byens Hus. Alle er velkomne, både til at hylde modtageren og til at mødes og snakke med andre der er interesserede i reparationer. Vi håber på et par hyggelige timer.
Hvorfor en reparationspris
For 50 år siden havde vi respekt for de ressourcer vi brugte og stolthed overfor de produkter vi lavede. Ikke fordi vi tænkte, at det kunne være ret smart markedsføringsmæssigt, men fordi sådan gjorde vi bare. Hvis du købte en Beomaster radio i 1969, så lå der selvfølgeligt et kredsløbsdiagram inde i kabinettet – den kunne jo gå i stykker og have brug for reparation, og så skulle radiomekanikeren have noget at kunne fejlsøge ud fra.
Med dagens imponerende informationssystemer og internettets datamængder, som ingen havde turdet drømme om, skal du være heldig, hvis du efter et par timers søgning, kan finde et diagram over den forstærker, du købte for en måned siden.
Men selv om det er blevet normen at det er helt i orden, at medvirke til ressourcespild ved at opfinde sit eget skruehovede eller anden reparationshindring, hvis blot det styrker omsætningen, så er der dog stadig nogen, der forsøger at muliggøre reparation af deres produkter og nogen, der bestræber sig på at blive i stand til at reparere lidt af hvert.
Og det synes vi fortjener påskyndelse, og derfor har vi indført Reparationsprisen og vores fremragende dommerpanel har nu valgt en vinder blandt indstillingerne på Repair Cafe Danmarks shortlist over modtagne forslag:
- Uno Form køkken
- Kay Bojesen
- Siemens
- Fairphone
- Genstart Genbrug
- Miljø- og Energicenteret i Høje Taastrup
- Strømmen/Finderiet ApS
- Baisikeli
- Bikesavers
Dommerpanelet består af
- Mette Reissmann medlem af Folketinget for Socialdemokratiet,
- Michael Søgaard æresdoktor og lektor Aalborg Universitet,
- Anja Philip, Cand. scient., professionelt bestyrelsesmedlem, videnskabsjournalist,
- Mikkel Klausen LB Forening Chef for uddelinger, udvikling & kommunikation,
- Marianne Bigum medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti,
- Winni Grosbøll direktør i Forbrugerrådet Tænk,
- Anne Paulin medlem af Folketinget for Socialdemokratiet,
- Mette Hoffgaard Ranfelt Miljøpolitisk chefrådgiver for Danmarks Naturfredningsforening,
- Søren Have programchef i CONCITO
- Stig Bomholdt, formand for Repair Cafe Danmarks priskomite
Listen over alle modtagne forslag kan du se her: https://repaircafedanmark.dk/forslag-til-reparationspris-2024/
PS: Header-billedet viser Reparationsprisen 2023.