I Repair Cafe bevægelsen har vi vores måde at gøre det på og det virker for de procentvis små mængder, der kommer forbi en repair cafe. Vores succesrate er 100%: 76% ting, der er blevet fikset og er klar til fortsat brug og 24% som vi trods alt er blevet klogere af, at prøve at fikse. Men denne artikel skal handle om hvad man kan gøre fra myndighedernes side og hvad man gør i andre lande for Danmark er ikke rigtigt kommet med endnu.
Udgangspunktet for problemets er at vi i Danmark årligt smider tusinder af ton ud – bare på elektronikområdet er det over 100.000 ton og en meget stor del (35-40% ifølge en undersøgelse fra SDU) fejler teknisk set enten ingenting eller meget lidt. Nogen har lært os, at reparation, det er noget man foretager ved at finde et nyt (billigt) produkt i en webshop og så indtaste 16 cifre fra kreditkortet. Og vores samvittighed er i orden når bare vi smider det brugte i den rigtige affaldscontainer. Det er ualmindeligt uansvarligt overfor ressourcer, miljø og klima. Aflevering i den rigtige affaldscontainer er jo ikke en løsning – det er blot at overlade problemet til nogen andre. Og myndighederne har også en tendens til at begejstres for genanvendelse som er meget mere belastende end livstidsforlængelse. Jeg får altså ikke hænderne op over hovedet i begejstring over at man har lavet en maskine, der kan rive usolgte H&M t-shirts i stykker og smelte de anvendte kunststoffer om til nye kunststoffibre, som er næsten lige så gode som de oprindelige.
Stok eller gulerod?
Stokkemetoderne anvendes mig bekendt ikke nogen steder. Og egentligt er det utroligt at alle myndigheder verden over tillader at der produceres ting som har indbygget forældelse, så man fx skal smide en printer ud bare fordi beholderen til overskudsblæk er løbet fuld. Det er galimatias at printerne er konstrueres sådan, men så længe det er tilladt vil det være uhyre blåøjet at forvente at det ikke skulle ske. I hvert fald indtil én producent begynder at lave et alternativt produkt, hvor det ikke sker. For printeren fx med en beholder, der nemt kan udskiftes. Men det er selvfølgelig ikke realistisk at de ansatte på genbrugspladsen skal tjekke om nogen smider noget ud, der virker og så løbe efter dem med en stok. Især ikke når myndighederne selv er en del af problemet, fx med udfasning af DAT radio så alle forbrugere måtte anskaffe nye radioer eller indførelse af MitId QR code læsning som tvang mange forbrugere til at købe nye smartphones. Apple og Samsung siger tak.
Mange med politisk indflydelse har en tro på, at det skal løses ved hjælp af konkurrencens usynlige hånd. Men der er ikke meget, der tyder på, at det sker – det er gået den forkerte vej i mindst de sidste 50 år. Hvis det skal lykkes at få almindelig konkurrence til at hjælpe med at løse problemet, så er det første skridt at forbrugerne skal have mere viden om kvaliteten af de produkter, de kan vælge imellem. Det har man forsøgt at fremme i Frankrig ved først at indføre et “reparationsindex” og siden et “sustainabilityindex” så forbrugen kan se om den indkøbte julegave til yndlingssønnen vil være noget, som man bliver husket for med glæde i mange år fremover – eller bandet over efter 2 år. Vi har været fortallere for det samme her i Danmark, men det kommer tilsyneladende ikke til at ske foreløbigt, så vi vil prøve at se i hvilket omfang, vi er i stand til at lave noget i den stil ud fra vores meget omfattende viden om de produkter, der kommer forbi vores repair cafeer. Man overvejer også et reparationsindex i EU regi, men rygtet vil vide at det bliver uden hensyn til pris for reservedele og så er det i og for sig ligegyldigt. Skal det blive brugbart er vi måske nødt til ligesom Frankrig, at komme EU i forkøbet.
Så vi er tilbage ved gulerodsmetoden og man ville da kunne gøre rigtigt meget med fx 30 milliarder kroner. Det er der så ikke afsat i denne sags tjeneste, men måske kan vi alligevel lade os inspirere af andre landes tiltag for at fremme reparationer. Man har tilskud til betaling for reparationer af en række forskellige produkter i Østrig, Frankrig, Thüringen og Sverige. Derudover har man også i Sverige skattefradrag for en række andre reparationer, men det er en helt anden sag: Meget mere besværlig for forbrugeren og kan ikke udnyttes af de, der har mest behov. Men uanset hvordan man laver en tilskudsordning, så er det noget, der i Danmark ville koste nogle milliarder (dog ikke 30), og det er der ikke noget der tyder på, at nogen vil være med til at betale. Men der er også mange andre metoder, man kan benytte for at fremme reparationerne – først og fremmest ved (igen) at gøre det til en folkesag, en almindelighed: Man prøver da altid at reparere inden man anskaffer noget nyt. Det arbejder vi selvfølgelig på hver eneste gang en af repair cafeerne har åbent og helst så vores gæst kan gå hjem og sige “jeg gjorde det jo selv – næsten”. I den sammenhæng er det af meget stor værdi, at Folketinget har besluttet en Finanslov hvor der er afsat 10 + 10 millioner kroner de næste 4 år til at fremme reparation. Uanset beløbets størrelse, så er det et signal om, at det er noget “vi gerne vil”, så det skal de have tak for. Til vores skræk så er ordet “genanvendelse” også nævnt i finanslovsformuleringen, men det er forhåbentlig en fortalelse.
Ud over forbrugerne og producenterne så er reparationsbranchen selv også en meget betydningsfuld spiller. Det har man blandt andet indset i Europaparlamentet, hvor man fandt det vigtigt at bevare denne del af den europæiske kultur med småvirksomheder. Desværre gik det vist galt, da det skulle viderebehandles af kommissionen som flyttede fokus over mod globale producenter. Men det er en meget vigtig del af en kulturændring: Vi får aldrig forbrugerne til at synes at det er specielt tiltalende, at man skal betale et undersøgelsesgebyr og derefter få at vide, at det er mere økonomisk at smide væk og købe nyt. Undersøgelsesgebyret (eller lotterisedlen, som vi kalder det) skal væk. Måske skal man forbyde reparatører at henvise til nyanskaffelse i deres egen virksomhed/kæde, det kunne måske ændre lidt på motivationen. I Repair Cafe Danmark prøver vi stadig at finde den rigtige måde at bruge vores viden og kontakter til at finde en god model for at hjælpe nye og gamle reparationsvirksomheder, men vi har endnu ikke fundet de vises sten.