Hvornår: RC Bavnehøj er lagt sammen med RC Nørre Snede – se denne.

Repair Cafe Bavnehøj åbnede første gang mandag den 1. august 2022

Vores mål er at reparere ting og sager, der er slidt eller gået i stykker. Hvis vi i Repair Caféen kan reparere genstanden og dermed give den længere levetid, er det til gavn for både ejeren, miljøet og giver mindre skrot.

Alle reparationer er gratis. Vi har værktøjet og nogle erfarne ”fixere”, som har prøvet at genoplive rigtigt mange forskellige ting. I skal selv betale reservedelene, som vi hjælper jer med at finde og bestille.

Behandlingen af dine ting bør du selv deltage i, da det foregår på dit ansvar, og der stilles ingen garanti. Det hænder jo, at reparationsforsøg resulterer i, at tingen er i forværret stand efter indgrebet. Vi kan selvfølgelig ikke reparere alt, men gør vores bedste for at hjælpe dig.

Sådan gør du:
Tag din defekte ting under armen og kom, når vi holder åbent.
Der er ingen reservation eller tidsbestilling.
Husk at medbringe brugsanvisning, kabler, fjernbetjening og andet relevant.

Sådan forholder du dig når du ankommer:

  1. Henvend dig til sekretæren, og få din reparation registeret.
  2. Slå dig ned og vent til du bliver kaldt op af en ledig fixer. Fixere kan noget forskelligt, så det er ikke sikkert du kommer til i den rigtige rækkefølge.
  3. Vi opfordrer dig til at deltage i reparationen for at lære noget og for at få det til at gå hurtigere.
  4. Når reparationen er afsluttet, med succes eller ej, færdigmelder du hos sekretæren før du går.

Det med småt:

  • Repair Caféen er et fællesskabsprojekt baseret på frivillighed, ingen deltagere bliver aflønnet.
  • Fixerne gør deres bedste, men hverken fixere, brugere eller Repair Caféen har ansvar for, hvad der sker med de produkter, som forsøges repareret.
  • Det er de enkelte fixere og brugere, der i samarbejde bestemmer om og hvordan, et produkt skal repareres.
  • Fixerne har ret til at afvise en reparation.

Regler:

  • Der er ikke penge eller anden betaling eller forpligtelser involveret.
  • Hvis der skal anskaffes reservedele, er det brugerens eget ansvar. Fixere er naturligvis behjælpelige hermed.
  • En genstand kan ikke efterlades til senere reparation, da vi arbejder i lånt lokale. Kan reparationen først afsluttes næste Repair Café dag, skal brugeren selv medtage og opbevare genstanden.
  • Fixere og brugere kan frit lave personlige aftaler, f.eks. om besøg eller reparation andetsteds, hvilket er Repair Caféen uvedkommende.
  • Fixere og brugere optræder respektfuldt og anerkender de begrænsninger, som projektet i sin natur har.
  • Alle deltagere skal følge de anvisninger, som sekretæren giver.
  • Sikkerhedsforskrifter, herunder brandreglement, skal overholdes.

Hvad kan I forvente at vi kan og ikke kan:

Repair Café Bavnehøj reparerer stort set alt, der er gået i stykker – tøj, legetøj, og alt mekanisk og elektronisk.

Eksempler på hvad vi kan hjælpe med:

  • Små elektriske husholdningsapparater
  • Computere
  • Telefoner
  • Ure
  • Radioer
  • Lamper
  • Strømforsyninger
  • Kabler
  • Mindre møbler
  • Legetøj
  • Sko
  • Tasker
  • Smykker
  • Ting der skal loddes, limes, skrues eller klikkes sammen

Og mange andre ting. Bare spørg os, så ser vi, om det kan lade sig gøre.

Men vi vil ikke konkurrere med det lokale erhvervsliv, og vi er amatører.
Så her er nogle eksempler på ting vi normalt IKKE kan hjælpe med:

  • tilretning af tøj/oplægning (gå til en syerske/skrædder)
  • udskiftning af lynlåse (gå til en syerske)
  • svejsning (gå til en smed)
  • snedkerarbejde (gå til en møbelsnedker/snedker)
  • cykler, heller ikke lapning (gå til den lokale cykelsmed)
  • ting som kræver autorisation
  • ting som er alt for tidskrævende
  • ting der er under garanti/reklamationsret (gå til forretningen hvor produktet er købt)

Vi henviser gerne til lokale reparatører.

Kontakt: repaircafebavnehoj@gmail.com

Følg Repair Cafe Bavnehøj via facebook

I Repair Cafe Bavnehøj har de frivillige hjulpet borgerne med at lave reparationer, der sparer klimaet for så mange kg CO2:

Kategori 2024 2023 2022 Total
AV-udstyr 220 kg CO2 116 kg CO2 231 kg CO2 567 kg CO2
Andet 51 kg CO2 334 kg CO2 1 kg CO2 386 kg CO2
Andre syopgaver 13 kg CO2 13 kg CO2
Computere/tablets 663 kg CO2 91 kg CO2 754 kg CO2
Cykler 52 kg CO2 4 kg CO2 56 kg CO2
Husholdningsapparater 213 kg CO2 872 kg CO2 211 kg CO2 1.296 kg CO2
Lamper 7 kg CO2 205 kg CO2 52 kg CO2 263 kg CO2
Legetøj 5 kg CO2 26 kg CO2 1 kg CO2 33 kg CO2
Mobil/smartphone 12 kg CO2 12 kg CO2
Møbler 34 kg CO2 345 kg CO2 44 kg CO2 423 kg CO2
Tøj 9 kg CO2 9 kg CO2
Værktøj/haveredskaber 59 kg CO2 262 kg CO2 25 kg CO2 345 kg CO2