Advarsel: Indbygget forældelse i batteripakker

Vi bruger flere og flere elektriske hjælpemidler ved hjælp af genopladelige batteripakker. Og vi ser flere og flere af dem i vores repair cafeer. Nu viser det sig, at det tilsyneladende også er ved at udvikle sig til et nyt område for planlagt forældelse. Det er især Dyson støvsugere, der er blevet afsløret i at lave dårlige BMSer (Battery Management System som styrer op- og afladning af en batteripakke), men når metoden er kendt vil det overraske mig meget, hvis ikke den også anvendes af andre producenter, så vi bliver nødt til at blive dygtigere til at afsløre om batteripakkerne er velfungerende selv om BMS’en siger nej.

For Dysons vedkommende kunne man i de ældste udgaver se at Dyson ikke havde monteret et par modstande, som skulle sikre at BMSen sørgede for at de enkelte celler var balancerede. Monteringshullerne var på printpladen. Når de enkelte celler i en batteripakke ikke er balancerede, så vil en anden funktion i BMSen opdage det og stoppe for opladning. For Dyson støvsugerne siges dette at ske efter 3 – 400 opladninger.

Det er selvfølgeligt ikke muligt at afgøre om det er bevidst levetidsforkortelse eller om det er ren dumhed hos ingeniørerne hos Dyson: Og evt hos andre. “Hanlon’s Razor states: “never attribute to malice that which is adequately explained by stupidity””. Send gerne besked til kontakt@repaircafedanmark.dk hvis du opdager noget, der tyder på denne praksis. Jeg sender en besked til de politiske partier, så de er orienterede.

Om problemet i forbindelse med Dyson støvsugere:

https://www.youtube.com/watch?v=6mK2Sm2yaYQ&rco=1

https://www.eevblog.com/forum/reviews/dyson-v6-v7-32-red-light-flashes-planned-obsolescence/

https://hackaday.com/2022/05/23/fighting-back-against-dodgy-dyson-batteries/