Kampagne i verdensmålsugen, Det internationale kort – sæt jer på, Earth Overshoot Dag for Danmark, Repair Cafe for Folketingets 2030 udvalg, Nye Repair Cafeer, Arbejdsgruppe for reparation af PCer, Diverse foredrag m.v.
Hvis du har brug for dette interne nyhedsbrev i en pdf udgave, du kan sende vedlagt en email, så vælg “Udskriv” i din browser (eller tryk Ctrl+P) og vælg derefter en pdf pseudo-printer (fx Microsoft Print to pdf). Hvis du vil foretrække at læse nyhedsbrevet i et andet sprog så vælger du Translate knappen nederst til venstre.
Verdensmålsugen med fokus på ansvarligt forbrug og produktion
En lang række biblioteker og andre organisationer arrangerer hvert år i uge 17 en uge med fokus på verdensmålene. I år er det med fokus på verdensmål 12: Bæredygtigt forbrug, så det er jo lige i centrum for vores arbejde og alle tiders lejlighed til, at vi kan bringe ekstra fokus på vores arbejde i perioden 20. – 26. april.
Du kan finde en ny samling kampagnematerialer på vores hjemmeside, som du måske kan bruge i denne sammenhæng: Kampagnetekster
Se DB2030 omtalen og find link til deres materialer her: Uge 17 | DB2030
Del af noget større: Danske Repair Cafeer på det internationale kort
Repair Cafe International har sat alle de danske Repair Cafeer på det internationale kort uden beregning. Men det bliver først synligt når I har logget ind i deres system en enkelt gang og oprettet et password. Men det er til gengæld også det eneste I behøver at gøre for at øge synligheden af hele vores bevægelse og særligt synligheden af de danske repair cafeer. Men Repair Cafe International er noget skuffede over, at det er så få af jer, der har bekræftet jeres repair cafe på deres kort, så venligst: Find den mail, klik på henvisningen og opret et password. Det er det hele.
Har du ikke fået mailen “Welcome to our network”, så skriv til kontakt@repaircafedanmark.dk så vi kan få løst problemet. Brugernavnet er den mailadresse som I har modtaget velkomstbeskeden på og password oprettet i selv. Det er ikke meningen at I fremover skal vedligeholde endnu en hjemmeside med oplysninger på et nyt sprog. Formålet er alene at vise overfor det internationale samfund, at vi er rigtigt godt med her i Danmark og at vise at vi tilsammen er en ganske omfattende bevægelse.
Du kan finde kortet, som det ser ud nu, her: https://www.repaircafe.org/en/visit/
Earth Overshoot Day for Danmark 19. marts
Vi gør hvad vi kan for at få danskerne til at være mere hensynsfulde overfor Jordens ressourcer og klimaet, men det går ikke så godt som vi kunne ønske. Den 19. marts havde vi brugt den del af Jordens ressourcer som det tager et helt år at gendanne. Vi er på en 12. plads i denne noget skamfulde liste. Det skrev jeg om i vores Nyheder: Earth Overshoot Day – Repair Cafe Danmark
Pop-up Repair Cafe for Folketingets 2030-netværk
Folketingets 2030-netværk havde inviteret os til at afholde en pop-up Repair Cafe i Proviantgården på Christiansborg den 19. marts. Datoen var selvfølgelig ikke helt tilfældigt valgt. Det sagde vi selvfølgelig ja til og det blev til 21 reparationer udført af frivillige fra RC Dragør, RC Dybbølsbro, RC Hellerup, RC Vanløse og RC Brønshøj. Men vi fik desværre ikke hvervet flere frivillige. En del af reparationerne måtte henvises til færdiggørelse i en anden Repair Cafe når ejeren havde fået fat i den nødvendige reservedel.
Nye Repair Cafeer
Det fortsætter med at stor hast med at vi får flere medlemmer i familien. Det har jeg skrevet om her: Repair cafeer år for år – Repair Cafe Danmark.
Det er både Repair Cafeer, der øger vores dækning i de kommuner, hvor vi er i forvejen og Repair Cafeer i helt nye områder og begge dele er jo fremragende. I 2025 er der kommet (eller kommer meget snart) Repair Cafeer i: Montebello, Helsingør; Tingbjerg, København; Galten/Skovby; Nuuk; Aalborg Hovedbibliotek, Nørresundby; Museum Give; Aalborg Haraldslund; Taulov; Vejen; Ishøj.
Hjerteligt velkommen til dem alle.
Ny RCDK arbejdsgruppe – reparation af PCer
Til oktober lukker Microsoft for opdatering af Windows 10 systemet og vi må forvente at vi bliver mødt af mange forbrugere, der gerne vil have hjælp til at få deres PC til at leve lidt længere. Forståeligt for isenkrammet fejler jo ikke det fjerneste.
Egentligt er det totalt uforståeligt, at vi som samfund tillader den slags og om ikke andet så må vi råbe op om, hvilket skrækkeligt spild af ressourcer, der kan være konsekvens af, at vi tillader denne software styrede planlagte forældelse. Så det kommer vi til at prøve, men både planlagt forældelse og regulering af softwareprodukter er noget af det EU har berøringsangst overfor. Vi drøfter pt med Repair bevægelsen i England, Holland, Frankrig og Grækenland hvordan vi kan styrke hinanden i denne sammenhæng.
Men først vil vi prøve at styrke jer i de lokale Repair Cafeer:
Vi har oprettet en arbejdsgruppe med frivillige fra Hinnerup, Odder, Haslev, Hellerup og diverse københavnske RCer som vil forsøge at udvikle løsninger og vejledninger til håndtering af problemet. Arbejdsgruppen er åben for flere medlemmer.
Løsningen vil primært blive vejledninger til hvordan man skifter fra Windows 10 til Linux Mint: Linux Mint ligner for almindelige brugere Windows ret meget og der følger gratis tekstbehandling og regneark med. Løsningen kan indebære at forbrugere der allerede har købt en ny Windows 11 PC kan få lov til at aflevere deres gamle PC til os så vi sletter alle deres data og forærer den til en NGO (fx os selv) eller en flygtning.
Når vi går bredere ud med disse løsninger vil det være med en præcisering af, at der kan være tale om ordninger, som vores gæster først skal høre om deres lokale RC er med i.
Gæsteoptræden her og hisset
Det er altid dejligt når der er nogen, der ønsker at høre lidt mere om, hvad det er vi går og laver og om hvordan landet ligger med hensyn til produktkvalitet og reparationsvenlighed.
Her er nogle eksempler fra den sidste månedstid – du er velkommen til at spørge mere ind til de enkelte arrangementer:
25.-26. februar: Miljøstrategisk årsmøde. Sammen med IDA Grøn teknologi, IDA Teknologivurdering, Aalborg Universitet havde Repair Cafe Danmark arrangeret og inviteret til et møde om begrænsning af elektronikaffald. De vigtigste gæstetalere var fra Frankrig og Sverige, som begge er meget længere fremme end Danmark med hensyn til at fremme reparation af elektriske produkter. Deltagere fra kommuner, affaldsselskaber, virksomheder og organisationer blev enige om at arbejde for øget samarbejde og om muligt etablering af en “Reparationsalliance”.
1. marts: De grønne Nabofællesskaber afholdt Grøn Højskole 7 forskellige steder i landet og vi var med, dels med et online oplæg sendt til dem alle og dels med pop-up repair cafeer på nogle af stederne. Der kommer formodentligt mindst én ny Repair Cafe ud af det.
5. marts: Pop-up Repair Cafe på Gymnasium i Vanløse med frivillige fra RC Vanløse. Mange reparationer men formodentligt ingen frivillige.
21. februar og 6. marts: Undervisning på AAU i design og reparationsvenlighed. Flere ingeniører der tænker over produktlevetid og lidt mere kortsigtet: En liste med 17 nye frivillige til Repair Cafeer i København og omegn.
13. og 14. marts: To oplæg på KU for forskellige grupper, primært om NGO og civilsamfundets muligheder for at være en forandrende kraft. En liste med 6 nye frivillige som jeg truede med at sende ud og reparere traktorer (det ene oplæg var på det, der engang hed KVL – Landbohøjskolen).

Hej
Hvorfor er RC-Svendborg ikke markeret på kortet ?
Jeg er inkarneret linux-bruger (Kubunto) igennem mere end 20 år og interesseret i at udbrede open-source sw og vil gerne orienteres, og evt medvirke.
De venligste hilsener
Hej Søren
Tak for din interesse for Windows->Linux vejledningen. Jeg sørger for at du bliver holdt tæt informeret.
Svendborg er på det danske kort men mangler på det internationale kort – formodentligt fordi jeres koordinator endnu ikke har registreret et password. Det er alt hvad der skal til.
Hej Arne, som nævnt under vores opsamling på Ålborg Universitet, der er en nem løsning for Windows 10 PCer som i fleste tilfælde ikke kræver udskiftning af operstivsystemmet til Linux. Det har jeg selv lavet på min gamle laptop, som kunne opdateres til Windows 11 på trods af, at Microsoft “official kompatibilitets tjek og automatiske opdatering” meldte ud af dette ikke var muligt grundet “forældet” hardware. Opskriften findes på ZDNet: https://www.zdnet.com/article/how-to-upgrade-your-incompatible-windows-10-pc-to-windows-11-in-2025/
Jeg brugte den første metode og ikke den såkaldte “Rufus Værktøj”.
Vores arbejdsprogram i gruppen indeholder også punktet “hjælp til installation af Win 11” men indtil videre er der ikke nogen, der har meldt sig til at lave en vejledning, der kan konkurrere med “download Linux, skriv til usb, boot, install”.
En Windows 11 installation der kræver at man skal skrive i registry er heller ikke min favorit.
Hej Arne, jeg kan sagtens oversætte Zdnet.com vejledningen. At lave en enkelt registry ændring, som er meget veldokumenteret, med hjælp fra en af jeres frivillige, vil til enhver tid være mere tilgængelig end en fuld Linux install. Desuden, en Linux brugerflade vil kræve en hel del tilpasning for en almindelige bruger vandt til Win 10.
Hej Rosangela
Jeg er ikke enig i din vurdering af hvad der er besværligt, men du er meget velkommen til at lave oversættelsen – jeg tror dog det er nok at vi henviser til originalsiden ligesom vi også vil henvise til Tiny11 fra NTDEV (https://www.pcworld.com/article/1505699/1505699.html).
Der er dog også andre grunde til at jeg tror vi vil koncentrere os om migrering til Linux: Hvor det er muligt vil vi forsøge at lave “varige reparationer” og en reparation der er afhængig af en ikke-Microsoft support ændring af registry kan være lidt risikabelt. Og endelig så er vi ret kraftigt modstandere af benyttelsen af planlagt forældelse, som simpelthen er en væsentlig del af Microsofts markedsstrategi. Men som altid vil vi prøve at give vores gæster mulighed for selv at foretage en oplyst beslutning.