Var det ikke Einstein, der sagde: “Det er ikke alt, som kan tælles, der betyder noget”? Så sagde han det nok på engelsk: “Not everything that can be counted counts”.
Dette opslag har jeg taget tilløb til mange gange. Hvordan beskriver man at noget er detaljeret langt ud i det absurde uden selv at komme til at være alt for detaljeret? Men prøv selv at læse EUs forslag til reparationsindex for tørretumblere og overvej så, hvem beskrivelsen i Annex III er lavet til: Repairability score for tumble dryers (updated detailed rules).
Vi har længe talt for at mange produkter burde have et reparationsindex, så forbrugerne let og enkelt kunne se om det produkt, de havde kig på, vil kunne repareres. Det vil hjælpe forbrugeren med at foretage et køb, der også på lang sigt vil være et godt køb. Og EU har besluttet af et reparationsindex skal minde om det kendte energiindex, blot kun med bogstaverne A – E og det er faktisk en rigtig god og overskuelig idé. Men i modsætning til det franske reparationsindex som skal fremgå i samme størrelse som produktets pris, så har EU tænkt sig at det skal være en lille firkant under energimærkningen:
Og så har de tænkt at det skal beregnes på en så omstændelig måde at det bliver en mærkbar arbejdsbelastning både for producenten og de, der vil kontrollere værdien. Nogen af de ting de har fat i, i ovennævnte beskrivelse i Annex III er meget forståelige, men det samlede billede er besynderligt: Man skal vurdere “adskillelsesdybden”, “fastgørelsesmetoden (skruer)”, “nødvendigt værktøj” og “instruktion”. Alt sammen ganske fornuftigt selv om det allerede nu begynder at ligne overkill i forhold til en forbrugers behov for oplysning: Kan man ikke bare sige om skidtet kan skilles ad med almindeligt værktøj, med specialværktøj eller overhovedet ikke skilles ad? Nej det er ikke godt nok – ovenstående 4 elementer i en produktsamling skal vurderes for motor, låge, motherboard, ventilator og yderligere 4 elementer og så skal hver af disse vurderinger lægges sammen med en forskellig vægtningsfaktor: Skruerne der holder vandpumpen skal ganges med 0,14 mens de, der holder motorens kondensator skal ganges med 0,06 o.s.v. Og den værdi der for hver eneste komponent skal ganges med forskellige hundrededele er: Reusable fasteners = 10 pt; Resupplied fasteners at no cost = 7 pt; Resupplied fasteners at additional costs = 3 pt; Removable fasteners = 0 p. Og når man har lagt værdien for skruer gange hundrededele sammen for alle de 8 vigtige komponenter så skal denne værdi ganges med 0,225 (wauv – nu har vi en nøjagtighed på tusindedele – men for noget der som udgangspunkt er 4 mere eller mindre skønsmæssigt ansatte værdier) før den lægges sammen med værdierne for adskillelsesdybde, værktøj og instruktion. Udgangspunktet for værdien for værktøj behandles tilsvarende, men med udgangspunkt i disse værdier: Repair possible with basic tools = 10 pt, Repair possible with tools supplied with the spare part = 7 pt, Repair possible with tools supplied with the household tumble dryer = 4 pt, Repair possible with commonly available tools = 0 pt. Jeg tør slet ikke spørge nogen efter hvad forskellen er på basic tools og commonly available tools. Er en Philips skruetrækker basic eller commonly available?
Der er vist nogen, der ikke har forstået at et skønsmæssigt ansat tal valgt blandt 4 gyldige værdier mellem 1 og 10 ikke bliver til noget fuldstændig indiskutabelt sandt bare fordi man ganger med hundrededele og tusinddele. Selv om din lommeregner kan vise 6 decimaler så er det ikke sikkert at det overhovedet er relevant. Og her har vi altså blot brug for at vide om skidtet kan repareres. Og hvor dyrt det vil være, men det indgår slet ikke i regnestykket. Og det ville også være en ganske relevant oplysning om ting, som burde være vedligehold er blevet gjort til reparation – som fx når udskiftning af en beholder til opsamling af overskudsblæk som burde være simpelt kommer til at tage timer.
Udkastet er frigivet til kommentering på den ovenfor angivne web-adresse.
Det minder mig om dengang jeg sad i skolebestyrelsen og forvaltningen med jævne mellemrum sendte os rapporter på 50 – 100 sider, som de bad os forholde os til. Der var tydeligvis tale om SHDKSL (så holder de kæft så længe). Eller den lærer som vi yndede at karakterisere med “at gøre selv simple ting totalt uforståelige”. Og hvis en dag er lidt småsur, så ville jeg måske kalde det for en omgang pseudovidenskabelig dække over mangel på relevante oplysninger. Men det vil selvfølgelig være for groft.