Microsoft har besluttet at all gratis support til Windows 10 ophører den 14. oktober. Men det er gratis (altså bortset fra de ekstra data du kommer til at sende til Microsoft og den tid du skal bruge på at vænne dig til ændringerne) at opgradere til Windows 11. Altså hvis din PC kan køre Windows 11 – den stiller større krav til PCen end Windows 10 gør.
Så hvis du kommer til at stå med en PC, der er “gået i stykker” af denne grund, så henvender du dig selvfølgelig til din foretrukne reparationspartner: Nærmeste Repair Cafe. Vi er ved at udvikle og afprøve en køreplan og forskellige procedurer som skal give dig valget mellem to løsninger: Enten en neddroslet Windows 11 eller en installation af Linux. Vi anbefaler det sidste og hjælper dig med installation af nødvendige programmer og overførsel af data. Det er ret nemt klaret men det tager noget tid på grund af overførselstid m.v. så aftal med din udvalgte Repair Cafe at du kommer. Og glæd dig til at din nuværende PC pludseligt kører meget hurtigere.

En ting er, at vi kan løse problemet ved at installere gratis Linux og forskellige gratis OpenSource programmer, men det er beklageligt at vi overhovedet er kommet i den situation. Det har vi skrevet om til de politiske partiers erhvervsordførere:
2 milliarder kroner, 11.000 ton CO2, 450 ton affald og 380 årsværk. Det er hvad, det efter et forsigtigt skøn kommer til at koste stat, regioner og kommuner, at Microsoft har besluttet at Windows 10 ikke længere er supporteret efter den 14. oktober. Windows 10 er “kun” et PC operativsystem, men på grund af Microsofts krav til installation af Windows 11 vil mange PCer ikke kunne opdateres til den nye udgave og det vil derfor føre til store mængder elektronik affald og tilhørende nyindkøb og arbejde med udskiftning. Og for den omkostning får vi absolut ingenting: Den PC der den ene dag fungerer fint med det behov, brugeren har, er den næste dag en sikkerhedsrisiko – uden at den har ændret sig det mindste.
Eller måske er det hvad det koster os, at vi har ladet Microsoft opnå en monopollignende tilstand. “Os” er i denne sammenhæng selvfølgelig primært de, der har indflydelse på store danske indkøb og på dansk lovgivning.
For Repair Cafe Danmark ligger det os meget på sinde, at mange private forbrugere også rammes af en tilsvarende unødvendig udgift, og vi vil derfor forsøge at hjælpe forbrugere, der kommer i denne situation, med at migrere deres computere, programmer og data over til en Linux løsning. Vi ser det som en reparation: PCen var farlig at bruge og nu er den ikke. Så kommer de også samtidigt til at belaste internettet meget mindre, når der ikke skal sendes beskeder til Microsoft, men det opdager man nok ikke på det private budget. Omkostningerne er formodentligt endnu større i danske virksomheder, men vi hjælper p.t. kun virksomheder i det omfang, at der kommer én bruger med én PC.Og i det omfang af øget privat anvendelse af Linux, vil gøre det lettere for virksomheder at tage samme beslutning.
Vi tager udgangspunkt i vores dagsorden: At reparere ting, så de ikke bliver til affald og merforbrug, men den samme øvelse står på dagsordenen for de, der finder det vigtigt af mindske vores teknologiske afhængighed, og af de, der finder det vigtigt, at der findes et stærkt alternativ til Microsoft Windows, så udviklingen i højere grad kan blive styret af brugernes behov end af behovet for at få produktet til at se anderledes ud med jævne mellemrum. Jævnfør EUs tale om strategisk autonomi, initiativer i det franske gendarmeri, i Bundeswehr og flere andre steder. Det politiske spørgsmål kan så være om Danmark skal være aktiv medspiller eller stå tilbage på perronen.
Vi vil gøre hvad vi kan for at hjælpe forbrugerne, men vores kræfter begrænser sig til de frivillige i de 140 Repair Cafeer, vi har landet over. Det er selvfølgelig en stærk dækning, men vi kunne stå endnu stærkere, hvis der også var politisk opbakning. Et eksempel kunne være at man altid sørger for at selvbetjeningsløsninger for borgere og virksomheder først testes på et gratis operativsystem (altså Linux) inden det frigives. En sådan beslutning vil oven i købet være gratis.