Repair cafe Danmark uddeler reparationsprisen til et firma, en person eller en organisation som har gjort noget ekstraordinært godt for fremme af reparation frem for smid-væk. Alle kan indsende forslag ved hjælp af formularen her på hjemmesiden eller ved at sende en mail med de samme oplysninger. Alle modtagne forslag bliver gennemgået af Repair Café Danmarks priskomité: Stig Bomholt, Christen Monberg og Arne Skov og en udvalgt liste af forslag bliver derefter vurderet af en dommerkomité bestående af Formand Anja Philip, Forbrugerrådet TÆNK, Chefrådgiver Mette Hoffgaard Ranfelt, Danmarks Naturfredningsforening, Skuespiller Jytte Abildstrøm, Ass. professor Michael Søgaard Jørgensen, Aalborg Universitet, Chef for Uddelinger, Udvikling & Kommunikation Mikkel Klausen, LB Foreningen & Bestyrelser, Folketingsmedlem Mette Reissmann, bl.a. tidligere formand for ARC, Næstformand for folketingets Klima-, Energi- og forsyningsudvalg og mangeårig repair cafe frivillig Marianne Bigum, Priskomiteformand Stig Bomholt, Repair Café Danmark.
Prisen gives til en institution, organisation, virksomhed eller person, som har gjort noget ekstra for at fremme produkters livstidsforlængelse gennem reparation. Man kan indstille modtagere som har levet op til forbrugernes ønsker til reparationsvenlighed, men den ekstraordinære indsats vil altid blive prioriteret højest. At leve op til lovgivningen eller til rimelige forventninger fra forbrugerne er således dejligt, men ikke kvalificerende til at modtage prisen. Dommerne skal lægge vægt på at der er tale om noget ekstraordinært og at der er tale om et gennemført initiativ og ikke blot flotte ord. Effekten af initiativet (antal personer eller ton co2) vil ikke blive forsøgt beregnet og det er således op til dommerkomiteen at foretage en subjektiv, men begrundet, vurdering.
Alle vore tilknyttede repair caféer vil selvfølgelig være indlysende kandidater til reparationsprisen, da de alle udfører et fremragende stykke reparationsarbejde uden anden belønning end de glade brugere. Men de er jo familie, så det skal være helt exceptionelt, hvis en repair cafe skulle blive nomineret.
Tilsvarende vil vore sponsorer (LB-forening, iFixit, RSgroup) heller ikke kunne blive nomineret – selv om de fortjener det.
Send dit forslag med det samme ved at udfylde formularen. Deadline for nominering til Reparationsprisen 2023 er den 1. oktober 2023. Eksempler på indstillinger.
Prisen består i 2023 af æren og en originaltegning af Anders Morgenthaler (doneret af Anders Morgenthaler). Prisen blev overrakt på Byens Hus i Hellerup den 21. oktober kl 16:00
Facebook-begivenheden til prisoverrækkelsen findes her: https://fb.me/e/1wlYWrtW9