Hvert år smider danskerne omkring 100.000 tons computere, kaffemaskiner, telefoner, mikrobølgeovne, tv-skærme og andet elektrisk udstyr ud. Dertil kommer, at hver dansker i gennemsnit smider tre stykker tøj ud hver måned. Hvis alle levede som danskere, ville vi hvert år forbruge ressourcer svarende til hvad det ville kræve 4 jordkloder at producere.
Samlet set er de store mængder elektronikaffald og tøjspild en kæmpe belastning for klimaet. Det kan virke usynligt for den enkelte, hvad belastningen er, når fladskærmen, elkedlen eller bukserne med en ødelagt lynlås bliver sat ud til skrald, men nu har Repair Cafe Danmark sammen med LB Forsikring og Aalborg Universitet udviklet en beregner, der gør det nemt for den enkelte at se, hvor meget klimabelastning en reparation af forskellige produktgrupper kan spare kloden for.
Hvor og hvornår?
Beregneren lanceres den 16. maj 2023 med et arrangement kl. 15-17 hos LB Forsikring på Amerika Plads 15, 2100 København Ø.
Hvad får du?
Beregneren og baggrunden for udregningerne præsenteres af Alexander Lindeburg fra Aalborg Universitet og Arlette Bentzen fra Repair Café Danmark.
Det efterfølges af en debat fra et panel bestående af Chefkonsulent Bo Dalsgaard, Dansk Erhverv, Politisk chef Karin Breck, Forbrugerrådet TÆNK, lektor Michael Søgaard Jørgensen, Aalborg Universitet, skadesdirektør, Anne Mette Kirkegaard, LB Forsikring og Arne Skov, Repair Cafe Danmark.
De vil debattere perspektiverne i at øge mængden af reparationer, udfordringerne i lovgivning og design og ikke mindst hvad der skal til for, at vi alle bliver mere bevidste og villige til at udskifte en byt-til-nyt kultur med flere reparationer og længere levetid på produkterne.
Sådan tilmelder du dig
Send en mail til kontakt@lbforeningen.dk – Der er plads til 100 deltagere.