Hvem fortjener ros for deres bidrag til flere og enklere reparation?

Nogen gange kan vi næsten få den tanke at det kun er os i reparationsbevægelsen, der synes det er vigtigt at reparere, men der er helt sikkert andre. Og jo mere vi fortæller om vigtigheden af at bevare vores ressourcer og at spare på klimabelastningen ved at reparere ting, jo flere får vi til at tænke de samme tanker. Og selv om det i mange, mange år har været god latin at udvikle produkter, som går hurtigt i stykker sp vi kan fremme omsætning og vækst, så ser vi flere eksempler på at både enkeltpersoner, organisationer og virksomheder tænker på samme måde. Og vi vil gerne have kortlagt så mange eksempler på dette som muligt, så vi kan få nogle rollemodeller, som vi kan holde frem og opfordre andre til at efterleve.

For at få så mange gode eksempler som muligt har vi oprettet “Reparationsprisen” (eller reparationsvenlighedsprisen, men det er lidt langt), hvor vi beder om din hjælp til at få rigtigt mange gode eksempler på personer og organisationer, der vil være gode rollemodeller og som fortjener et klap på skulderen for deres indsats. Alle de forslag, der bliver nomineret, vil vi prøve at få omtalt i diverse medier.

Se mere om prisen, om dommerkomiteen og om eksempler på gode modtagere på vores hjemmeside Reparationsprisen – Repair Cafe Danmark. Du kan tilføje dit forslag på sidens formular eller blot sende en email med en beskrivelse af forslaget til kontakt@repaircafedanmark.dk.