Repair Cafe Danmark har valgt at anbefale Linux Mint Cinnamon: Linux kernen er nødvendig til alle Linux udgaver, Mint distributionen er fremragende og er “mere europæisk” end andre (udgangspunkt i Irland) og Cinnamon desktoppen minder ganske meget om Windows. Du finder installationsfilen til download her. Samme sted kan du også finde yderligere hjælp til installationen.

Linux Mint Cinnamon kræver i sin nyeste udgave en 64 bit computer. Og det er længe siden at produktion af 32 bit computere blev standset, men hvis du sidder med en computer, der kræver en 32 bit version, så kan du bruge Linux Mint LMDE som du finder her (klik på fanen 32 bit inden download).

Backup af harddisk: Hvis du synes at tiden er kommet til at investere i en større eller hurtigere harddisk, så piller du bare den nuværende harddisk ud og sætter den nye i – så har du total kopi af alle dine data og kan hente dem ind i linux v.h.a. et SATA til USB kabel.

Backup af alle data: Hvis du ønsker at genbruge den nuværende harddisk, så er det nu, du tager en kopi af de data, du vil brug igen fremover, fx over på en USB-nøgle. Husk at du kan kopiere DATA men ikke PROGRAMMER. Din planlægning har fortalt dig hvilke programmer, du fremover vil bruge til at behandle data fra din Windows PC og hvor på din Windows PC, du finder disse data. Der kan være tale om kopiering af store datamængder, så sørg for at Windows er færdig med at kopiere og ikke bare ser ud som om, den er færdig (Brug “Sikker fjernelse” nederst i systembakken).

Installation: Når du har downloadet den Linux fil du vil bruge, så har du en .iso fil på din computer. Den skal brændes på en DVD (på en Windows PC højreklikker du på filen og vælger “Brænd diskafbildning) eller skrives til en bootbar USB-nøgle (Det kan du gøre med Balena Etcher, som du downloader her, installerer og starter) . Uanset om du bruger DVD eller USBnøgle skal du ikke blot kopiere – den skal dannes som et bootbar medie.

Så starter du din PC fra dit nye bootbare medie. Det er ofte nødvendigt at vælge boot medie under opstart. Det kræver at du lige efter, du har tændt trykker på den tast som gælder for din PC. Det vil ofte stå i en linje nederst lige efter start, men ellers kan du prøve med F12, Del, Esc, F2 (eller spørge på internettet hvilken tast din PC bruger). Din PC vil nu starte med Linux Mint og du kan prøve det på din din PC, fx verificere brugen af mus, at du kan få adgang til internettet og at du kan høre lyd i højttalerne. Det virker alt sammen lidt langsomt fordi det endnu ikke er installeret. Når du er tilfreds klikker du på ikonet til “Installation” som du finder på skrivebordet.

Alle nødvendige spørgsmål kommer lige i starten: Du skal sætte flueben i “hent supplerende . .”, vælg tidszone og vælge sprog og tastatur. Resten kører med standardvalg og du behøver ikke kigge på skærmen når først det er sat i gang. Til sidst skal du fjerne installationsmediet og genstarte.

Installer supplerende programmer: Under din indledende gennemgang har du lavet en liste over de programmer, du skal bruge. Mange af dem vil allerede være installeret og resten installerer du nu. Brug programhåndtering og find det relevant program og vælg Installer.

Hent dine data fra USB nøgle: Under kopieringen af data fra din Windows PC valgte du nogle mapper som du lagde de forskellige programmers data i: Billeder, dokumenter, regneark og andet. Disse data skal du nu have hentet ind på din Linux PC. En enkel metode er at oprette en mappe “Mine data” på skrivebordet og så kopiere alle mapperne ind i denne.

Hent dine data fra fuld harddisk: Hvis du valgte at sætte en ny harddisk i din PC i forbindelse med installation af Linux, så har du nu den gamle harddisk med dens Windows-struktur af interessante og ikke-interessante filer. Du tilslutter harddisken med en SATA til USB konverter og så går du i gang med at kopiere data til den nye harddisk ud fra den oversigt du lavede som led i forberedelsen.

Indtast indstillinger: Nogle programmer, fx et mail-program skal have nogle nødvendige oplysninger: navnet på den server jeg modtager mail fra og sender mails igennem og brugernavn og password. Disse oplysninger har du gemt under forberedelsen og du indtaster dem nu.

Og så er du i gang.