Københavns kommune var værter ved et arrangement i Den sorte Diamant om deres nye Klimastrategi 2035. De havde inviteret mange venner fra ind- og udland og altså også mig fra Repair Cafe Danmark.
Vi kritiserede den første udgave af klimastrategien for at den kun nævnte forbrug i forbindelse med kommunens eget forbrug, men i den endelige version nævner de indsatsområdet Forbrugsprodukter med delmål nr 16: Tøj, elektronik og møbler genbruges, deles og repareres i markant større omfang frem for at der købes nyt. Jeg går ud fra, at det gælder både kommunen selv samt etablering af flere muligheder for kommunens borgere – sådan som vi gør. Det kan så godt nok undre at kommunen valgte at lukke det eneste Tools Library, der indtil videre er blevet oprettet i København (vores venner i Copenhagen Tools Library).
Mødet bestod for en meget stor dels vedkommende af gensidige gloriepudsning for borgmestre fra København, Malmø og Oslo og for diverse direktører for partner-virksomheder. Men hellere polere folks glorie for noget de har gjort, end rose folk for noget de siger, de har tænkt sig at gøre, som det jo desværre oftere er tilfældet på nationalt plan.
Der var dog også indslag med godbidder som vi kunne lade os inspirere af og tage med hjem:
Rune Baastrup havde et indlæg om Social Tipping Points: Hvis Sisyfos ikke havde været alene om at rulle stenen op ad bjerget kunne han i fællesskab med andre have fået den derop, hvor det igen begyndte at gå hurtigt nedad på den anden side. Og det er jo tæt på kærnen i det vi laver: Vi reparerer i fællesskab med andre og får holdningen til ansvarlighed overfor produkter til at brede sig som ringe i vandet. Vi benytter os primært af ringe i vandet for at udbrede vores holdning til køb-og-smid-væk og er endnu ikke begyndt at turde håbe på, at nå et tipping point.
Jeg deltog i et tema om samskabelse og det meste af tiden brugte vi på et glimrende spil udviklet af et par professorer fra Roskilde Universitet. Spillet gav anledning til en del gode diskussioner men desværre var vi lidt under tidspres. Spillet er udviklet på baggrund af en bog om co-creation for sustainability og den kan du gratis hente her: https://forskning.ruc.dk/da/publications/co-creation-for-sustainability-the-un-sdgs-and-the-power-of-local/
Der var også plads til et par kunsneriske indslag og det var lige før jeg begyndte at pippe med, da et par operasangere gav stemme til et par håndfulde truede fuglearter. Meget tankevækkende at det er en af de ting, vi er godt i gang med at ødelægge for altid.
Tre forhenværende klimaambassadører (nu 9. kl. elever) høstede dagens største bifald, da de på fremragende vis gav alle os lidt ældre en opsang for at få gjort noget ved vores fodslæbende holdning til indførelse af bæredygtige løsninger.

