Jeg har lige været til rådsmøde i Forbrugerrådet TÆNK. Mit sidste af slagsen, da jeg forlader pladsen som generalsekretær ved udgangen af måneden. Forbrugerrådet TÆNK er den stærkeste forbrugerorganisation vi har og den fortsætter med at vokse, både i form af flere medlemmer, flere medarbejdere og flere aktivitetsfelter.
I det sidste års tid har de udvidet med også at deltage i juridiske søgsmål, som har betydning for mange forbrugere; aktuelt drejer det sig om en sag som Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet TÆNK har fået anlagt ved Højesteret: Jyske Banks indførelse af negative renter på 11 kontotyper var ulovlig. Så vidt jeg forstod så havde man af taktiske grunde undladt at medtage en almindelig lønkonto, men det betyder ikke at man ikke kan komme igen med det hvis man vinder den første. Den slags tager dog desværre lang, lang tid: Sagen er berammet til starten af december.
Forbrugerrådet TÆNK opruster især på området for platformssalg: Du og jeg kan ikke få Temu og Sheein i tale, men måske kan Forbrugerrådet TÆNK.
Lidt overraskende fortalte deres vicedirektør mig at Repair Cafe Danmark har meldt sig ud, så det var ikke kun mit sidste rådsmøde men organisationens i det hele taget. Jeg har selv foreslået det, da vi har set flere eksempler på at Forbrugerrådet TÆNK har set helt bort fra vores medlemsskab ved sager indenfor vores arbejdsområde, men jeg vidste ikke at det var sket.

