Christen Monberg har – som annonceret for et år siden – valgt at trække sig fra det centrale arbejde i Repair Cafe Danmark. Men bare rolig: Han bliver ved med at være en af de drivende kræfter i Repair Cafe Hellerup.
Christen har været med i Repair Cafe arbejdet i Danmark næsten siden begyndelsen. Han startede som frivillig fikser i RC Nørrebro og da der blev mulighed for at starte en RC i Hellerup var han hurtig ved havelågen. RC Hellerup er en af vores Repair Cafeer med de absolut bedste forhold og det skyldes ikke mindst Christens dobbelte engagement som frivillig i RC Hellerup og som frivillig og meget aktiv i oprettelsen og senere driften af “Byens Hus” i en tidligere skole i Hellerup. Stedet har udviklet sig til et af de mere spændende kulturhuse, som jeg kender til.
Christen har i mange år været garant for at Repair Cafe Danmarks bestyrelse var i besiddelse af stor teknisk og elektronisk viden og erfaring og han har fx afholdt flere velbesøgte kurser i fejlfinding af SMPSer som vi jo ser mange af: Man kan studere sig til hvordan sådan en, skal virke, men det kræver erfaring at kunne snuppe en power supply fra en PC og mejsel og en hammer og vise hvordan man kommer ind til de ædlere dele på en måde så det kan samles igen. Christen er ingeniør, tidligere afdelingsleder på DTU, og kommer med erfaring fra mange års undervisning af ingeniører og den erfaring er der mange, der har nydt gavn af; inklusive mig selv.
Ud over at være vores tekniske ankerperson, har Christen også deltaget i det organisatoriske arbejde i bestyrelsen siden 2018 samt været vores repræsentant i Forbrugerforeningen og i perioden fra primo 2022 til primo 2023 som formand. En periode (22 nye Repair Cafeer) som var starten på den øgede vækst som vi har set lige siden.
Tusind tak til Christen for hans indsats for gennem mange år, at være med til at tegne RCDK som en organisation med stor teknisk indsigt, internt, i RC Hellerup, på flere kurser og eksternt ved foredrag for fx Københavns Universitet som Christen knyttede kontakten til og her senest ved deltagelse i en podcast hos “Guld og Grønne Skove” i DR.

