Julekalender 2025, 4. december

En varmluftsblæser kan forvolde stor skade, hvis den fx bliver tildækket og ikke får slået varmen fra før den har sat ild i noget. Så den slags er som regel grundigt sikrede: Der er en termostat, der styrer temperaturen og der er en føler i bunden, der slår fra, hvis blæseren vælter og så kan der også som vist her, være ekstra dobbeltsikring mod overophedning af varmelegemet. Tæt ved varmelegemet sad dette lille print med en termosikring (hvis den bliver for varm så afbrydes den og skal udskiftes med en ny) i serie med en lille bimetalafbryder. Bimetalafbryderen havde besluttet sig for at blive stående i afbrudt stilling selv når den blev kold, så den skulle afmonteres og “overtales” til at lukke i kold tilstand. Man kan muligvis også købe den som reservedel, men det slap vi for denne gang.

Termosikringer, især med så korte tilledninger som her, er det stort set umuligt at lodde i: Loddetin skal varmes op til ca 370 grader og sikringen smelter typisk ved fx 120 grader. Derfor monterer vi ofte med små kobber- eller aluminiumshylser (et tyndt rør, der kan klemmes sammen), men her var der anvendt et lille metalrør, der kunne klemmes ned over ledningen, der var ført rundt om røret – noget, der lignede en hulforstærker.

Varmluftsblæseren blev fikset af Donn og Arne tog sig af fortællingen.

Og det var i Repair Cafe Brønshøj.

Termostaten som styrer den indstillede temperatur sidder nær betjeningsknappen og ser sådan ud: