Undskyld det tåbelige spørgsmål – spørgsmålet burde være “Hvad koster det os, at vi ikke reparerer?”
For selvfølgelig kan det betale sig at reparere – i hvert fald for de gæster, der får hjælp i en af vores Repair Cafeer: I 2024 sparede vi vores gæster for ca 11 mill kr – et beløb som vi allerede nu er tæt på at indhente i 2025. Det er et overslag ud fra vores succesrate indenfor forskellige kategorier, for vi spørger ikke vores gæster om prisen på det reparerede eller på et evt erstatningsprodukt: Vi går mere op i Kilo: Kilo affald, som vi undgår og kilo CO2(e) som ikke dannes fordi vi slipper for at købe nyt. Og så går vi rigtigt meget op i produktkendskab, træning og bevarelse af viden om hvordan man reparerer og passer på vores ting.
Og det der med at samle på viden og passe på den er vi tilsyneladende ret gode til; Vi har en gennemsnitlig succesrate på 77% – altså 77% af det vores gæster kommer med, bliver fikset inden de går. Strengt taget har vi en succesrate på 100% for de sidste 33 % er endnu mere interessante: De er ting, der er slidt op eller de ting som vi måske skal undgå at købe hos samme producent næste gang.
Men lad os gå tilbage rtil det andet og mere relevante spørgsmål: Hvad koster det os at vi ikke reparerer. Og her tænker jeg ikke på den viden, der går tabt, for det er vanskeligt at gøre op, men blot på mere kvantitative ting som kilo og kroner.
Vores mest omfattende gruppe er mindre elektriske hjælpemidler: Røremaskiner, støvsugere, kaffemaskiner, m.v. – under et kalder vi det husholdningsapparater og i den kategori har vi i 2024 repareret 16,9 ton ud af de 23,8 ton vi har set på. Det er store tal, men vi er også mange aktive frivillige i Repair Cafeerne landet over. Men desværre er det jo ikke i nærheden af de næsten 100.000 ton som vi danskere smider ud hvert år: 86.000 ton elektrisk udstyr + 3.000 ton batterier i 2023 ifølge Miljøstyrelsens affaldsstatistik.
Hvis vi skal sammenligne så må vi slå et par af vores kategorier sammen; AV-udstyr, Computere, husholdningsapparater, lamper, smartphones, værktøj, hvor vi har repareret 28,2 ton af de 41,4 ton, som vi har set på i 2024.
De 28,2 ton, vi har repareret i 2024 repræsenterer en ca værdi på 9,2 mill kr.
Og så (trommehvirvel) er det ret enkel matematik, at nå frem til at de 89.000 ton elektrisk udstyr, der smides ud repræsenterer med vores gennemsnitlige succesrate 68.500 ton, der kunne repareres.
Og 68,500 ton repræsenterer en ca værdi (mere trommehvirvel) på 22,3 mia. kr. Det er så kun det, det koster Danmarks forbrugere, at de ikke finder mulighederne for reparation tillokkende nok. Beløbet skal selvfølgelig reduceres med prisen på reservedele og arbejdstid for reparationen og så kommer det til at se anderledes ud: Hjælp til reparation i en Repair Cafe er fuldstændig gratis, men jeg kan ikke love at vi kan gå fra 28 ton årligt til 68.000 ton årligt uden omkostninger – men der er da bestemt udvidelsesmuligheder. Omkostningerne for forbrugerne er kun en enkelt del af regnestykket (og det er den del som ikke betales af skattekroner), det koster også at etablere et system til indsamling, at indsamle og sortere og bortskaffe og det betales dels af producenterne gennem WEEE afgiften og dels af skatteborgerne. I dette regnestykke er der dog også indtægter, når det lykkes at recirkulere diverse metaller m.v.
Regnestykket er stort og det giver et stort beløb som facit, så vi håber på, at det på et tidspunkt kan give anledning til lidt interesse på Christiansborg. Ikke mindst fordi beløbet jo blot afspejler en generel forbrugskultur, hvis belastning på andre områder kan være endnu større.