Den seneste tid har det svirret med informationer om at Microsoft slutter med gratis fejlrettelser til Windows 10 den 14. oktober og så gør de alligevel ikke og det vil stadig være gratis, i hvert fald for EU borgere, men måske skal du bare love at købe noget andet hos Microsoft.
Så for forhåbentligt at gøre forvirring lidt mindre: Hvad er “Windows 10 slut for gratis support fra Microsoft”? Eller som jeg kalder det for at gøre det lidt mere klart, hvad det drejer sig om: Slut for gratis rettelser af fejl i Windows 10. Man kunne så forestille sig, at der ikke kunne være meget tilbage at rette i et system, der er 10 år gammelt, men sådan er det ikke nødvendigvis, men dog nok i noget omfang.
Det er altså fejl i Windows 10 – herunder også fejl, der kan udnyttes til at ødelægge systemets sikkerhed – som ikke længere vil blive rettet og udsendt gratis. Og det er så heller ikke helt rigtigt, for bare det at Microsoft giver mulighed for at man kan betale og få opdateringer, betyder jo at Microsoft er nødt til at lave fejlrettelserne – de udsender dem bare ikke. (Kort tid efter at det samme skete for Windows XP blev NHS i England næsten lagt ned af et angreb, så Microsoft besluttede at udsende en fejlrettelse til alle).
Rigtigt mange bruger Windows Defender til at forhindre virusangreb og Defender er afhængig af nye virusdefinitioner, når de opdages. Og det ændres ikke: Defender, også på Windows 10, vil fortsat modtage nye virusdefinitioner.
Windows 10 er nøjagtigt lige så sikkert i dag som det var den 13. oktober og du bør afvise ethvert forsøg på at få dig til at købe en ny PC af denne grund. På et tidspunkt vil softwareudviklere af andre programmer – herunder også et program som du kan lide at bruge – lave en ny version, hvor de muligvis ikke understøtter at det kan køre på Windows 10, og så kan du til den tid overveje hvad du vil gøre. Hele fænomenet er software styret forældelse og det er noget af det, som vi har forsøgt at overbevise EU om, at der skal lovgives mod, men de har indtil videre svaret at det nok er for svært. Software styret forældelse er reel, men det minder meget om bondefangeri.
Og så nu disse nye meddelelser om at du bare kan logge ind på Windows 10 med en Microsoft konto og oprette forbindelse til OneDrive og give dem lov til at “hente dine indstillinger” så får du gratis fejlrettelser et år endnu. I øvrigt samtidigt med at Microsoft fjerner muligheden for at man i Windows 11 kan logge på med en lokal konto (altså en konto som ikke står i forbindelse med Microsoft). For mig minder det mest af alt om tryllekunstneren, der vifter voldsomt med højre hånd mens hans venstre hånd snupper din tegnebog. Det ser i den grad ud til at hele formålet med manøvren er at gøre Windows brugere mere afhængige af Microsoft. Jeg gad nok vide hvordan vores forsvarsminister har det med det – mon han har mareridt om Terminator og Sarah Connor (I Terminator filmene har “nettet” overtaget kontrollen med al teknologi og bruger det til at bekæmpe menneskene.)
Vi tilbyder landet over, at du kan få hjælp til at beslutte om du vil skifte til et uafhængigt operativsystem som Linux Mint og hvis du vil, så hjælper vi også med at gøre det. Du kan læse mere om vores “PC Redningstjeneste” her: PC Redningstjenesten.
iFixit har regnet på, hvad det kommer til at koste, at Microsoft ensidigt erklærer, at de ikke vil tage ansvar for fejl i et produkt de har solgt: Op mod 400 mill PCer verden over! https://www.ifixit.com/News/113686/windows-10-is-dead-your-pc-doesnt-have-to-be
