Repair is Care – hjemmets reparationer

Søndag var der herligt solskinsvejr i København, hvor Building-Repair Skill-Share Kiosk og Repair Cafe Danmark afholdt en livlig debat med efterfølgende mulighed for at prøve kræfter med hjemmets reparationer på 4 arbejdsstationer, som BRSSK havde lavet til dagen.

Repair kan defineres lidt bredt og det gør vi jo også selv, når vi taler om at vores aktivitet er med til at “reparere” folks forhold til køb-og-smid-væk kulturen og sågar bidrager til at “reparere” vores forhold til hinanden. Når det på bygge-området også kan bruges om nedrivninger i henhold til ghettoplanen, så bliver jeg lidt overrasket og kan godt forstå, hvis nogen gerne vil have en debat, eller sågar forskning i en teori om definitionen af “repair”. Jeg synes dog lidt at det er et selvskabt problem: nedrivninger er ikke reparation. Og – i forhold til vores meget simple dagsorden: hvis noget er gået i stykker, så prøver man at reparere det inden man evt skrider til at smide det ud – så synes jeg er forskning kan være fint nok, men aldrig som en undskyldning for ikke at deltage i den rigtige handling her og nu. (Det minder mig om min tid på Arbejdsmiljøinstituttet, hvor vi nogen gange blev bedt om at forske i konkrete problemstillinger, hvor vi konstaterede at “nu er der igen noget indlysende, som man ikke har mod til at lovgive om, så sagen skal lige udskydes” – men det var selvfølgelig den gang)

Der var også et kritisk spørgsmål fra salen (hvis man kan tale om det, når man sidder i herligt solskin under åben himmel) om ikke reparation af billige produkter, var en måde at få forbrugerne til at bruge tid på at løse problemer som i virkeligheden var skabt af producent og forhandler. Og det kan der være noget sandt i, men det springer over det faktum, at nogen først skal konstatere, hvad der er billige produkter og hvad der er gode produkter og det findes der ikke noget bedre til end forsøg på reparationer. Se vores erfaringer under “Vejledninger” her på siden. Uden viljen til at tage ansvar for det man har købt og til at bruge tid på at reparere de ting, man har ansvaret for, så forlænger man bare den eventuelt dårlige beslutning, man tog, da man købte produktet.

Den efterfølgen invitation til gæsterne til at prøve kræfter med en af de fire stationer: Montering på væg, tilpasning af dør, ledninger og lamper og køkkenvask og vand ind/ud var velbesøgte og folk gik hjem med fornyet viden og lyst til at kaste sig ud i deres egen udgave af hjemmets reparationer. Vi har i øvrigt en kort guide om emnet på vej – du kan finde den i “biblioteket“, når den er færdig.

(Vel hjemme i lænestolen igen falder jeg lidt i det konspirationsteoretiske hjørne og bliver mindet om hvordan første linje i tobaksindustriens og olieindustriens modstand mod regulering af tobaksrygning og klimabevarende tiltag var “Det er slet ikke så stort et problem” og derefter “Vi bliver nødt til at forske i betydningen af dette problem”. Nu håber jeg så ikke, at vi kommer til at opleve tredje skridt i den kamp: Tilsvining af de personer, der kraftigst taler for regulering.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *