RCDK Intern information nr 38, september 2025

Data, data, data

Husk at videresende mail om Intern Information til alle dine frivillige. Hvis du har brug for dette interne nyhedsbrev i en pdf udgave, som du kan sende vedlagt en email, så vælg “Udskriv” i din browser (eller tryk Ctrl+P) og vælg derefter en pdf pseudo-printer (fx Microsoft Print to pdf). Hvis du vil foretrække at læse nyhedsbrevet i et andet sprog så vælger du Translate knappen nederst til venstre.

Aflevering af data til den internationale database

Så skal vi igen aflevere data til den internationale database og det betyder at data skal samles fra alle Repair Cafeer og “vaskes” så de værste fejl forsvinder.

Og der skal lyde et stort TAK, TAK, TAK – både for de mange reparationer og for de mange registreringer.

Vores database indeholder nu 51.180 registreringer af reparationsforsøg. Et svimlende antal og jeg har vanskeligt ved at forestille mig at andre skulle have en så bred viden om reparationer.

Den internationale database har hidtil kun været for elektriske enheder, men er fra nu udvidet til også at omfatte ikke elektrisk udstyr til hjemmet, men ikke tøj reparation – den slags er vigtigt for vores CO2 beregning men vi bruger ikke oplysningerne til at vurdere forskelle blandt producenter. Det betyder fx at vi ikke afleverer data vedrørende tekstil reparationer til den internationale database og så kommer vi ned på 38.813 registreringer.

Hvis vi også fjerner cykler, så har vi 37.711 registreringer og når vi også fjerner møbler har vi 36.887 – nok ikke helt retvisende da fx et Georg Jensen vægur kan stå som et “møbel”.

Internationalt benyttes nogle lidt andre resultatangivelser end vi bruger:

N/A, Andet og tomUnknown
Fixed / fejl fundetFixed
Repairable
Ikke fixetEnd of life

Ligesom der også bruges andre betegnelser for årsag til at genstanden ikke blev fixet:

Reservedel kan ikke skaffesSpare parts not available
Spare parts too expensive
Kunne ikke åbnesNo way to open product
Fejl ikke fundet, AndetRepair information not available
Henvist til proff reparation, defekt del kunne ikke udskiftesLack of equipment
Slitage / kan ikke betale sigItem too worn out

Jeg synes egentligt bedst om den internationale inddeling – kommenter dette opslag, hvis du har en mening.

Statistik for hver Repair Cafe og hver kommune

Du kan nu downloade et Excel regneark med alle data. Regnearket er på forhånd programmeret til at beregne en række ting, som I måske kan bruge i forbindelse med kommunalvalget og jeres samarbejde med kommunen og lokale nyhedsmedier. I skal bare lige vælge om I vil se jeres egen kommune eller jeres egen Repair Cafe på de små pile øverst på hvert faneblad:

Regnearket indeholder oversigt måned for måned over antal reparation, CO2 besparelse og kr-øre gevinst for jeres gæster. Både CO2 og Kr beregning er selvfølgelig tilnærmet, CO2 med samme tilnærmelse som på hjemmesiden og kr-beregningen med en anslået gennemsnitlig besparelse i hver kategori:

Har du lyst til at prøve med andre værdier, så kan du blot ændre tallene og opdatere de forskellige grafer. Du kan selvfølgelig ikke få en ny cykel for 150 kr, men det er også tvivlsomt om en cykel bliver smidt ud og erstattet med en ny, hvis vores reparation ikke lykkes. De andre kr-værdier er et forsigtigt anslået gennemsnit af prisen for en genanskaffelse i hver kategori. Da der var en del manglende angivelse af kategorier, især i ældre registreringer, har jeg ladet nåde gå for ret og lavet en ny version af regnearket hvor manglende angivelse af kategori giver en gennemsnitspris på 350 kr og gennemsnitlig CO2 faktor på 2. Alle tal er formodentligt sat meget i underkanten. Kom bare med motiverede forslag til andre værdier.

Og summa summarum har vi, siden vi i 2019 begyndte at registrere, sparet danske forbrugere for ca 28 mill kr. Alene i 2024 har vi sparet vores gæster for ca 10 mill kr. Mindst. Plus de besparelser forbrugere har kunnet opnå ved at lytte til vores vejledning. Og så har vores indsats forhåbentligt i en helt anden størrelsesorden bidraget til at mange flere mennesker tænker mere over hvordan de kan spare på co2 udledninger ved fornuftige valg som forbrugere. Og nogle af de forskellige offentlige institutioner har samtidigt støttet os med adgang til nogle kvm et par gange om måneden og nogle kopper kaffe. Det er vist en god handel; altså med mindre man er tilhænger af øget forbrug.

Har du ikke mulighed for at bruge regnearket til at få interessante tal for din kommune/repair Cafe, så spørger du selvfølgelig bare mig om ikke jeg kan trylle dem frem til jer.

Kommentarer er som sædvanligt velkomne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *