Reparationsdetektiv

Til Klimafolkemødet 2025 deltog Repair Cafe Danmark i Klimaløbet med en opgave for børn og unge og andre nysgerrige sjæle. Reparationsdetektiv. Mange børn og unde fik adskilt og samlet den samme elkedel så mange gange at den nok er glad for at Klimafolkemødet nu er slut.

Hvis du også har mulighed for at at gøre børn og unge interesserede i reparation er du velkommen til at bruge vores detektivopgave. Du skal bruge:

  • et eller andet elektrisk, der er gået i stykker (elkedel, brødrister, filterkaffemaskine er glimrende. Har du mere tid til at snakke med de unge kan du også vælge noget, hvor der er et simpelt elektronisk kredsløb: kapselkaffemaskine, kaffebrygger, støvsuger, clockradio). Det er en fordel hvis du selv ved, hvor fejlen ligger.
  • Multimeter
  • Skruetrækker eller skruemaskine med bits, der kan klare opgaven
  • 6 små brikker med hints (finder du her – klip selv A4 arket over til 6 brikker)
  • Og du skal IKKE bruge 230 V (men kan evt selv vise om apparatet virker eller ej)

For at gøre det lidt spændende så er alle brikker med hint lagt med bagsiden opad (gerne med nummeret angivet) og detektiven starter med 10 point og betaler 1 point hver gang, der vendes én brik med et hint.

Ting som detektiven kan lære:

  • At strøm kræver en elektrisk forbindelse
  • At adskillelse kan kræve specielle skruetrækkere – og lidt vold
  • At elektriske apparater som regel er beskyttet med en sikring.
  • At bruge en skruetrækker: Pres nedad er lige så vigtigt som at dreje den rigtige vej
  • Visuel inspektion: Kig efter noget, der er knækket eller ser brændt ud

For lidt ældre detektiver – og voksne – kan man også se på apparater med elektronikklomponenter og snakke om hvordan man kan finde fejl ved visuel inspektion og måling.