Folkemødet bad os om at bidrage med en session på engelsk, så der kunne komme mere indhold for udenlandske gæster. Så det gjorde vi med hjælp fra Michael Søgaard Jørgensen fra Aalborg Universitet: Hvad foregår der i andre europæiske lande og EU for at øge produktlevetid og reparationsmuligheder.
Under de tre overskrifter “Økonomisk støtte til reparationer”, “Forbrugerrådgivning” og “Producentregulering”. Desværre er det en gennemgang, der afslører, at Danmark ikke imponerer men at det er der rigtigt mange lande, der heller ikke gør.
Økonomisk støtte til reparationer findes i Frankrig, Østrig, Thüringen, Sverige og fra i år også i Danmark. Alle lande har begrænsede produktgrupper (i Danmark er det hårde hvidevarer) og administrationen foregår forskelligt og som regel i form af tilskud til reparationen så regningen bliver mindre. Sverige havde 1/4 moms på visse produktgrupper, nu er det halv moms. Kun Danmark har valgt et skattefradrag, så man ikke får en mindre regning men man kan få nogle penge tilbage i skat når året selvangives og de der har størst skatteprocent kan få mest tilbage. Alle EU lande har fået EU midler til genopretning efter Corona og Østrig valgte modigt at bruge pengene til støtte for reparationer.
Forbrugerrådgivning i form af et reparationsindex så forbrugeren kan se om et produkt kan repereres: Frankrig førte an, Belgion sluttede op og EU udhulede systemet ved at tage reservedelsprisen ud af indexet og gøre det generelt. Alle steder dog stadig kun udvalgte produktgrupper.
Producentregulering. Der sker meget lidt på dette område som vel egentligt burde være det vigtigste: Hvordan kan det dog være at vi som befolkninger overhovedet tillader planlagt forældelse og softwarestyret forældelse? EU arbejder med forskellige reguleringsordninger, men det går langsomt. Du kan få et overblik her: What’s my Right to Repair?
